En lille pige, der fødes, mens dette læses, vil ifølge ATP kunne forvente at leve 93 år. Med de nuværende regler kan hun gå på pension, når hun er 76 år. Politikerne kan nå at ændre dette mange gange, men forventningen hos de fleste danskere går ikke i retning af, at de skal senere på pension. Mange regner med, at de allerede et godt stykke tid før pensionsalderen opnår en økonomisk frihed, så de kan indrette deres liv på en mere hensigtsmæssig og fleksibel måde, end det traditionelle 8 til 4 job giver mulighed for.

Skal den forventning indfries, kræver det en ganske betydelig privat opsparing. I den forbindelse har vi set nogle gode politiske tiltag i form af en forbedring af børneopsparingen og indførelsen af en aktiesparekonto fra begyndelsen af 2019.

Med de nye regler har forældre fået mulighed for at indbetale dobbelt så meget til børnenes opsparing, hvilket vil være et vigtigt bidrag til skabe et godt økonomisk fundament for børnene fremover. Mange forældre har desværre ikke øje for, hvad pengene kaster af sig. 84 procent af opsparingerne står kontant og får dermed ikke nogen reel forrentning. Man kan gøre det rigtig godt for sine børn ved at investere disse midler aktivt, og risiciene er til at overse, hvis der investeres fornuftigt.

I Dansk Aktionærforening tror vi også på, at aktiesparekontoen kan være med til at styrke den private opsparing og skærpe interessen for at sikre sig et godt afkast på sine investeringer. Der er indtil videre sat et loft på 50.000 kroner på indskuddet, men den skattemæssige behandling af afkastet er favorabel, og ordningen vil være enkel at have med at gøre. Kontoen vil være en god start for mange, der selv ønsker at tage vare på deres økonomi – ikke mindst for at sikre en form for økonomisk uafhængighed på et senere tidspunkt i livet. Vi tror på, at danskerne hurtigt vil vise politikerne, at de godt kan administrere dette tilbud, og vi vil holde politikerne fast på deres løfte om gradvis at forhøje indskuddet.

Eric Pedersen, Direktør, Investeringsforeningen Nordea Invest

Privatinvestorer er for alvor begyndt at øjne fordelene ved at investere i bæredygtige virksomheder. Før i tiden var det pensionskasserne og kommunerne, der trak læsset, fordi man gik efter investeringer, hvor man kunne være sig selv bekendt, mens man tjente penge.

I dag er der analyseparametre, der afgør en virksomheds værdi, som investorerne tidligere ikke havde behov for at kigge på. For virksomhederne kan ikke længere slippe afsted med visse ting i dag, som de kunne før i tiden. Tager man sagen med Volkswagen og bøden på 10 milliarder kroner for svindel med emissionstallene, og hvor Direktøren for Audi netop er blevet arresteret. At man har haft en fornemmelse af, at bilfabrikkernes tal ikke har været til at stole på, det har jo stået på i mange år, uden folk har taget sig af det. Men nu er verden på mange måder blevet mere regelret, og man forventer, at virksomhederne ikke kun følger lovens bogstav, men også lovens ånd. Den kunne man ignorere i gamle dage, men i dag bliver man straffet – ved domstolen, af forbrugere og investorerne. Derfor er det vigtigt, at man som investor gransker virksomheder, man investerer i, ud fra parametre indenfor bæredygtighed og miljøvenlighed. For i sidste ende er det investorerne, der kommer til at betale for virksomhedernes fejltrin og forurening. Dermed er bæredygtige investeringer også med til at foretage en vis risikostyring, da virksomheder, der har styr på bæredygtigheden, har mindre tendens til at blive ramt af skandaler og myndigheders sanktioner, som Volkswagen er blevet.

Impact-investeringer er et buzzword i disse dage, selvom definitionen af impact er lidt flydende. En definition er, at impact-investeringer i større grad handler om godgørenhed, eller i hvert fald af, at investor giver afkald på en del af sit afkast mod, at man, eksempelvis, er med til at skaffe rent drikkevand i Kenya – mens man tjener lidt på penge på det. Impact-investeringer er i øjeblikket mest forbeholdt velhavende privatinvestorer og fonde, men de er endnu ikke så udbredte blandt mainstream-investorerne. Men det kan ændre sig, især hvis FN’s 17 bæredygtige udviklingsmål slår igennem, som vi forventer. Så får investorerne nogle kroge at hænge deres engagement op på – og det skal vi som branche også være klar til.

Silja Nyboe Andersen, Investeringsrådgiver, Merkur Andelskasse

Investorer tænker i stigende grad bæredygtighed ind i deres investeringer. Det er en trend, som især de såkaldte millennials er bannerførere for, og som de seneste år for alvor er kommet på den brede investeringsdagsorden. Det er et udtryk for, at millennials ikke er villige til at gå på kompromis med deres værdi­grundlag, når de investerer.

For især den yngre generation, men også generelt hos investorerne, er der et ønske om, at deres investeringer skal understøtte den samfundsudvikling, de gerne vil se. Derfor ser vi i dag et opgør med den gamle investeringstankegang, der udelukkende fokuserer på profit. Det har også været tydeligt gennem efterhånden flere år, at virksomheder, som arbejder med eksempelvis miljøteknologi, også målt på afkast kan være bedre investeringer end traditionelle virksomheder med høj miljøbelastning.

Trenden skal især ses i forhold til de massive klimamæssige og sociale udfordringer, verden står overfor, og som stadig flere får øjnene op for. Det har også resulteret i, at flere af de store kapitalforvaltere og familiefonde i verden justerer på deres investeringsstrategi, som i høj grad gå i retning af bæredygtige investeringer.

For investorerne handler det også i høj grad om minimering af risiko. Bliver man eksempelvis ved med at investere i kul og olie, er der en stor risiko for, at man kommer til at sidde tilbage med store tab på sine investeringer.

Forestillingen om, at bæredygtige investeringer betyder lavere afkast er netop en forestilling, der ikke længere har noget på sig. I dag skal investorerne ikke længere stå i et dilemma mellem afkast og ansvarlighed – de kan sagtens gå hånd i hånd mod fremtiden.

Oliver Peters, Investeringsdirektør & partner, Obton

Danske pensionskasser har i mange år gået forrest, når det kommer til investering i bæredygtige virksomheder, fordi de ser, at man både kan tjene penge og gøre en forskel. Det er i sig selv en blåstempling af denne investeringsform. Pensionskasserne har mange dygtige og professionelle investeringsmedarbejdere, og de ville ikke risikere kundernes penge, hvis ikke de mente, at bæredygtighed var en god forretning. Det nye er, at mindre privatinvestorer er begyndt at få øje på denne type investering.

Investorernes holdning til bæredygtige og grønne investeringer er blevet formet af internettet og medierne. I dag får vi historier om virksomheder, der forurener eller svindler, og på baggrund af disse historier bliver virksomhederne straffet af forbrugerne – man vælger ganske enkelt at handle hos andre. Private investorer er bevidste om denne tendens, og de bruger denne gennemsigtighed til at gøre noget godt for klima, miljø og omverdenen, fordi vi er i en tid, hvor folk ønsker at gøre en forskel. Derfor følger private investorer pensionskassernes eksempel og placerer deres penge i bæredygtige virksomheder, fordi de både vil gøre noget godt og tjene gode penge.

Det er på mode, at man ikke kun tænker på et fornuftigt afkast, men også tænker socialt ansvar. Det gør, at hvis en investor står overfor at skulle placere sine penge i en våbenvirksomhed eller i en solcelleproducent, og begge performer lige godt, begynder investorerne at fravælge virksomheder, der ikke er bæredygtige.

Samtidig giver markedet for bæredygtige og grønne investeringer mening udelukkende fra en profitbetragtning, fordi de historisk set giver et bedre afkast med mindre udsving end traditionelle aktier, der er mere volatile – tendensen på aktiemarkedet inden for de sidste 10 år dokumenterer dette. 10årige statsobligationer giver typisk en halv procent i rente, og sætter du pengene i banken, får du heller ikke noget i rente. Derfor er det en bedre forretning at investere ud fra en social profil.

Peter Christiansen, Sekretariatsleder Globalt Fokus

I løbet af de sidste 5-10 år har den danske udviklingssektor gennemgået en forandring med øget fokus på den private sektors rolle i dansk udviklingsbistand. Målet er jobskabelse og vækst i de lande, som der investeres i, og fremme af dansk eksport – til gavn for dem og for os, må man forstå.
Det er rigtig set at inddrage den private sektor i langt højere grad i udviklingssagen. Private virksomheder og investeringer kan være brugbare værktøjer. Globalt er der en enorm mangel på finansiering, når det kommer til at sikre bedre levevilkår for verdens befolkninger, og private investeringer er sammen med statslig udviklingsbistand hovedinstrumenter til at overkomme denne finansieringsmangel. Vi er som civilsamfund åbne overfor, at den private sektor sætter turbo på at skabe bæredygtig udvikling – men vi må aldrig glemme, at investeringerne skal gå hånd i hånd med kampen for menneskerettigheder og bæredygtighed. De er ikke hinandens modsætninger men en forudsætning for at vi kommer i mål.

Verdensmålene = Et eksport­katalog af muligheder?

Særligt Verdensmålenes vedtagelse i 2015 har ændret regeringens hovedfokus for den danske udviklingsbistand. I Verdensmålene er partnerskaber på tværs af sektorer betonet som drivkraften til at sikre opnåelsen af dem. I dag modtager danske NGO’er eksempelvis udviklingsbistand igennem strategiske partnerskabsaftaler, hvor opnåelsen af verdensmålene er et kriterium og indgåelsen af partnerskaber med andre aktører er en forventning.

Samtidig har regeringen netop lanceret den såkaldte SDG fond til investering i udviklingslande. Her skal 100 millioner kroner fra den danske udviklingsbistand understøtte danske pensionsselskabers indskud på 2,4 milliarder kroner og tanken er, at den skal geares til 30 milliarder.

Udviklingsbistand bliver i regeringens ord dermed en katalysator for, at danskernes pensionsmidler investeres i projekter i udviklingslande. Staten forsikrer i processen pensionsselskaberne, og dermed pensionskunderne, med et afkast på 10-12% igennem fondens investeringer – uanset om projekterne lykkes eller ej.

Endelig bliver Verdensmålene fra ­politisk side og inden for den danske privat- og investeringssektor, fremhævet som et eksportkatalog for virksomheder. Verdensmålene tydeliggør 17 globale udfordringer, indenfor hvilke danske virksomheder ligger inde med ekspertise og løsninger.

En ramme, der kan drive ­udvikling og skal sikre rettigheder for den enkelte

Men Verdensmålene er ikke kun et eksporteventyr. For mig er målene et socialt forandringsprojekt i global skala, hvortil accelerering af danske investeringer og eksport kan være et instrument – og ikke det endelige mål. Selvom Verdensmålene er en vision for bæredygtig udvikling, så skal der kæmpes for at de implementeres på det rette grundlag med fokus på menneskerettigheder. Blandt de 193 FN-lande, der vedtog målene, er der også autokratiske stater, som dagligt udsætter deres befolkninger for krig, krænkelser, nød, livstruende miljø eller klare brud på menneskerettigheder.

Verdensmålene er med andre ord en konstant værdikamp, og mens partnerskaber opstår og forsvinder, består ­interesserne. Vi bør derfor have lige så meget fokus på fremme af demokrati og rettigheder. Alle investeringer bør ses i det lys. Det kræver, at samfundsansvar er i højsædet, og at virksomheder efterlever FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv. Først derefter kan eksporttoget for alvor komme på skinner.