
Gustaf Nordbäck og Tine Arentsen Willumsen
Nyt partnerskab skal bane vej for flere kvinder i ledelse
Seks ud af ti nyuddannede fra universiteterne er kvinder, men der er fortsat brug for at klæde kvinderne på til at tage kampen op om topposterne i erhvervslivet. Et nyt partnerskab mellem Above & Beyond og en international business school i London skal åbne døre for kvinder på et globalt arbejdsmarked.
Tekst: Michael Monty
Der er utroligt meget potentiale og talent blandt de unge kvinder, fastslår Tine Arentsen Willumsen, CEO i Above & Beyond Group og grundlægger af The Diversity Council, på baggrund af blandt andet nye tal, som viser, at 58 procent af dem, der forlader universiteterne med en videregående uddannelse, er kvinder.
Tine Arentsen Willumsen er ikke i tvivl om, at de veluddannede unge kvinder nok skal nok komme ind på jobmarkedet. Men når hun samtidig konstaterer, at kun omkring ni procent af verdens CEO´s er kvinder, er det tydeligt for hende, at kampen for at rette op på den kønsmæssige skævhed på leder- og især toplederniveau langt fra er vundet endnu.
Gennem flere år har hun arbejdet målrettet for dels at hjælpe kvinder til tops i erhvervslivet, dels at gøre virksomheder opmærksom på det store potentiale, som de misser, hvis de kun kigger på de mandlige ansøgere i bunken til ledige leder- og chefstillinger. Seneste skud på stammen er et partnerskab med Financial Times IE Business School Corporate Learning Alliance i London – en ifølge Tine Arentsen Willumsen ”brillant partner” med en spændende tilgang til corporate learning og et globalt DNA.
Ved at udvikle kvinderne som ledere kan vi hjælpe dem til at indfri deres fulde potentiale og hjælpe med at eliminere den kønsforskel, som vi i dag ser i toppen af mange organisationer
Gustaf Nordbäck, Chief Executive Officer,
Financial Times IE Business School Corporate Learning Alliance
”43 pct. af dem, der deltog i vores Advanced Leadership-program for kvinder sidste år, er allerede blevet forfremmet, og 29 pct. af kvinderne fra den klasse, som netop har færdiggjort uddannelsen, er i løbet af forløbet blevet forfremmet. Det glæder os meget – men vi har spændt buen, så meget vi kan i Danmark, og der er grænser for, hvor mange vi kan nå at uddanne om året. Derfor har jeg været på udkig efter en partner for at sikre global uddannelse af mange flere fra den næste generation af kvindelige ledere. Financial Times IE Business School er præget af at være en del af et kæmpehus med 200 fremadsynede journalister, og dét kombineret med de akademiske kompetencer på IE Business School gør dem til en brillant partner,” siger Tine Arentsen Willumsen.
Hun oplyser, at Advanced Leadership-programmet kommer til at foregå på skandinavisk niveau i København, men der bliver også klasser i London, og der vil være mulighed for at gennemføre programmet in house i store internationale virksomheder.
”I øjeblikket kigger vi sammen med Financial Times IE Business School på verdenskortet og taler om, hvor vi næste gang skal åbne Diversity Councils, og hvor kan vi implementere vores lederuddannelse. Der er blandt andet stor interesse for konceptet i Mellemøsten,” siger Tine Arentsen Willumsen.
Kvinders fulde potentiale skal indfris
Gustaf Nordbäck, der er Chief Executive Officer på Financial Times IE Business School Corporate Learning Alliance, har også store forventninger til partnerskabet.

”Vi deler fuldt ud Above & Beyond Groups visioner for inklusion og arbejdet for at synliggøre betydningen af kvindernes rolle – på linje med, at vores moderorganisationer, Financial Times og IE Business School, selv er meget engagerede i mangfoldighed og betydningen af at skabe lige muligheder for begge køn. Vi uddyber nu vores samarbejde ved at facilitere ledelsesprogrammerne i Diversity Council, herunder et fast track talentudviklingskursus, der skal bane vejen for nye kvindelige ledere som fremtidige administrerende direktører. Og jeg tror, at vores partnerskab bliver et stærkt springbræt for den næste generation af ledere,” fastslår Gustaf Nordbäck.
Han tilføjer, at det er hans håb og forventning at kunne medvirke til, at endnu flere kvinder udvikler sig til ledere på højeste niveau.
”Ved at udvikle kvinderne som ledere kan vi hjælpe dem til at indfri deres fulde potentiale og hjælpe med at eliminere den kønsforskel, som vi i dag ser i toppen af mange organisationer,” siger Gustav Nordbäck.